Vinteren er over os, verden mister farve og glans, og det samme gør dit hår. Kulden udenfor i kontrast til varmen indenfor, den tørre luft, de mange lag af tøj, halstørklæder og huer du har på – det kan alt sammen påvirke dit hår negativt. Men du kan hjælpe dig selv, og dit hår, i den rette retning, hvis du passer og plejer det korrekt. Derfor har vi samlet syv simple råd mod vintertræt hår til dig her.
1. Pas på med stride hårbørster
For at pleje dit hår bedst bør du undgå de helt stride hårbørster og samtidig undgå at redde håret med alt for hektiske strøg. Vælg hellere en blødere børste, og børst altid først spidserne og arbejd dig opefter mod hårbunden. Trækker du fra hovedbunden og ned, fanges børsten lettere i filtrede knuder, og du ender med at knække hårene oftere.
2. Brug en mild shampoo
Der findes så mange fancy shampoo ude på markedet, men det, dit hår egentlig behøver, er blot at blive vasket rent. Vælg derfor en mild shampoo, som kun vasker snavset ud, så du undgår, at hårets naturlige olier løber ud i drænet, og din hovedbund tørrer ud.
3. Vask ikke håret hver dag
Vasker du håret for ofte, slider du unødigt på det. Som sagt bør du kun vaske håret for at fjerne snavs, og vasker du det for ofte, ender du ironisk nok med mere fedtet hår, da hovedbunden vil kompensere for den udprægede tørhed, som hårvasken skaber. Du ender altså i en ond cirkel, som du nemt kunne have undgået.
4. Vask ikke håret i alt for varmt vand
Det er vinter og koldt og mørkt udenfor, men selvom du fristes til at tage et varmt bad, skal du huske ikke at vaske dit hår i alt for varme stråler. Varmen udtørrer håret, og gør det mere skrøbeligt, så det har lettere ved at knække.
5. Pas på med håndklædet
Hvis du er for vild med håndklædet, når du tørrer dit hår, ender du med at knække de stakkels hårstrå. Det er heller ikke det bedste at føntørre for meget, da varmen som sagt kan føre til mere udtørret hår. Det mest hensigtsmæssige er at klemme vandet ud med håndklædet efter brusebadet.
6. Sov ikke med opsat hår
Har man langt hår, kommer det nemt i vejen – også når man sover. Men lad hellere håret være frit end at sætte det op i en hestehale eller en knold i nakken. Det slider nemlig på håret at være opsat hele tiden, og det vil efterhånden gøre det mere skrøbeligt.
7. Brug kosttilskud
Du kan også hjælpe hårets fylde og glans indefra ved at give det den næring, det har brug for. Du kan få de rette vitaminer til kroppen i din daglige kost, hvis du spiser korrekt og varieret, men du kan også let supplere med vitaminer i din dagligdag. Så er du sikker på, at du får den optimale mængde – også for hårets velbefindende. Her er især Biotin og Zink vigtige for håret, og hjælper med både vækst, sundhed og større glans – og Biotin kan modvirke eksempelvis hårtab og skæl.
Du kan læse mere om de gode effekter ved vitaminer til håret her og se alle vores naturlige, veganske og glutenfrie produkter her.